Malbec er en blå druesort, der er kendt for at frembringe fyldige, koncentrerede vine med en imponerende mørklilla, nærmest blæksort farve. Vinene får deres særprægede farve og smagskoncentration fra Malbec-druernes tykke drueskind, der også er med til at give gode madvenlige tanniner. Druen kræver rigeligt med varme og solskin for at modne optimalt og derfor trives den bedst i Sydamerika, Bordeaux og Cahors, Sydfrankrig.
Druen stammer fra det sydvestlige Frankrig, hvor den tidligere gik under navnet Côt og nød en stjernestatus som den mest plantede druesort. Den var tilmed en vigtig blandingsdrue i Bordeaux (og er stadig tilladt at bruge i dag), men en fatal vinter i 1956 dræbte størstedelen af vinstokkene, som derefter blev genplantede med andre, mere internationale sorter som Cabernet Sauvignon og Merlot. Den trives dog stadig i appellationen Cahors, hvor man dikterer mindst 70 % Malbec i alle rødvine.
Vi skal imidlertid til Sydamerika for at finde Malbecs redningsland. Argentina har gjort Malbec til landets nationaldrue nr. 1. og de har skabt en enorm international succes på den franske drue. De står i dag for hele 75 % af hele verdens Malbec-dyrkning, hvor regionen Mendoza producerer de absolut flotteste vine.
Du vil meget hurtigt smage store forskelle mellem Malbec fra henholdsvis Frankrig og Argentina. I Sydamerika får druerne rigeligt med sol, hvilket hjælper med at blødgøre deres tanniner, så vinene i sidste ende bliver meget drikkevenlige. Malbec nyder også godt af de mange højdemeter i Argentina (og Chile), der supplerer de varme dagtimer med kølige nætter. Det gør, at Malbec-druerne udvikler en skøn koncentreret, frugtig smag, men uden at miste den strukturgivende syre. Smagen er domineret af mørke blommer, brombær, sorte kirsebær, lakrids, chokolade, tobak og andre krydderier fra en hyppigt forekommende fadlagring. I Frankrig modner druen ikke i samme grad og derfor er frugtsmagen heller ikke lige så mørk og dyb. Den har generelt højere syre og mere robuste tanniner samt en aromaprofil, der karakteriseres af røde kirsebær, solbær, blommer, sort peber, læder og krydderier.
Som nævnt var Malbec en populær blandingsdrue i Bordeaux og du vil også oftest møde Malbec i selskab med andre bordeaux-druer som eksempelvis Cabernet Franc, Petit Verdot, Merlot og Cabernet Sauvignon. Der laves imidlertid også verdensklasse-vine på 100 % Malbec og du finder begge dele hos Argentinas måske største winemaker, Marcelo Pelleriti. Han var den første sydamerikanske vinmager til at score de sagnomspundne 100 point fra Robert Parker og han står bag en række vinerier i Argentina som vi importerer direkte fra i Supervin. Marcelo Pelleriti producerer Malbec-vine i alle prisklasser med en fremragende value for money. Hans topvin ”Honor” er lavet på Malbec og Cabernet Franc og har scoret helt op til 98 point hos James Suckling. Det er yderst sjældent, at man kan finde vine med så høje ratings til under 500 kroner. Gå på opdagelse blandt hans vine, der produceres under mærkerne ”Abremundos”, ”Kauzo”, ”Felipe Staiti”.
Når der skal sættes mad til Malbec er det bare med at finde de bedste bøffer overhovedet. Argentina er ubetinget det land i verden, der spiser mest oksekød og derfor matcher Malbec-vinene, ikke overraskende, perfekt dertil. Det skyldes blandt andet, at vinens tanniner går direkte i kødet og skaber total smagsharmoni. I tråd med dette er Malbec også oplagt at servere sammen med saftige burgere, pizza, tapas og lam.