



Tertre Roteboeuf Saint-Émilion Grand Cru 2015
Francois Mitjavile er vinmageren bag højrebreddens kultvin nr. 1, Tertre Roteboeuf. Efter manges mening den største St-Émilion af alle… og indiskutabelt den mest unikke!
Tertre Roteboeuf kunne blive 1. Cru ved et fingerknips, men Francois går hellere sine egne, geniale veje. Hemmelighederne bag hans magiske rødvin er flere…
Den sydøstvendte enkeltmark (tæt på Château Pavie) er så lille, at Francois har et nærmest personligt forhold til sine vinstokke, som han opbinder tæt ved jordoverfladen, så varmen herfra giver en bedre druemodning end hos naboslottene.
Ved at høste meget sent opnår Francois en opulent frugt og så venlige tanniner, at der kan trækkes imponerende saft og kraft fra drueskindet... helt uden ”grøn” bitterhed.
80% Merlot. 20% Cabernet Franc. 100% nye barriquefade. Tertre Roteboeuf 2015 er en af verdens største vine. Punktum.
Om Tertre Roteboeuf
- Robert Parker
Vilde roser til en vild vin... Francois Mitjavile var oprindeligt en parisisk forretningsmand i fragtbranchen. Château de Tertre i St.-Émilion tilhørte hans hustrus familie, og nogle år efter svigerfaderens død i 1960’erne fik Francois mulighed for at overtage vingården.
I 1975 gik han i flere års praktik på berømte Château Figeac, indtil han i 1978 følte sig rustet til at overtage slottet i St-Laurent-des-Combes, lidt sydøst for St-Émilion. Det nye navn Château Tertre Roteboeuf (siden forkortet til Tertre Roteboeuf) henviste til okserne, der ifølge sagnet hev efter vejret, når de i gamle dage trak tunge læs op af skråningen.
Fra starten gik Francois kompromisløst efter højest mulige kvalitet, da terroiret berettigede til det, og fordi en høj flaskepris var tvingende nødvendig for at kunne leve af sølle 5,7 hektar. De første årgange bar præg af ujævn kvalitet, men siden gennembruddet i 1985 har Tertre Roteboeuf haft status af kultvin blandt vinentusiaster og kritikere i hele verden.
Den sydøstvendte enkeltmark (ikke langt fra Pavie) er formet som et amfiteater. Veldrænet og kalkholdig med 45 år gamle og lavtydende vinstokke, der er opbundet i meget lav højde for at kunne udnytte jordoverfladens varmeudstråling til fremmelse af druemodningen.
Mitjavile høster senere end naboerne, da han elsker eksotisk frugtrigdom og afskyr umodne tanniner. De senhøstede druer tillader ham at gære druerne og efterfølgende udbløde drueskindet ved en meget høj temperatur, så udtrækket af smag, frugt og tannin kan maksimeres uden spor af bitterhed. Vinen spontangærer traditionelt på frugtbevarende betontank i Mitjaviles nærmest burgundisk rustikke vinkælder, inden minimum 18 måneders modning på 100% nye egetræsfade.
Vindata
Druer
Vinen kommer fra
Producent
Årgang
Indhold
Alkohol-%
Servering
Gemmepotentiale
Proptype
Emballage