Il Mosnel Franciacorta

TOP 100 Wineries of Italy – Intravino
TOP 6 Franciacorta – Hugh Johnson's Pocket Wine Book
"For five generations, we have been transforming our grapes into excitement." – Il Mosnel Franciacorta
Presenting Il Mosnel – en af Italiens bedste og mest hædrede producenter af mousserende vin.
Ligesom Champagne har sine særligt ikoniske grower-producenter, har det italienske prestigeområde Franciacorta en lille håndfuld navne, som alle kvalitetsbevidste vinelskere bør kende. I Hugh Johnson's Pocket Wine Book fremhæves blot seks producenter som områdets absolutte elite – heriblandt Il Mosnel. Huset er samtidig ét af blot fem Franciacorta-vinhuse, der har opnået plads blandt landets allerbedste producenter på Intravinos TOP 100 Wineries of Italy.
Historien begynder allerede i 1836, da Barboglio-familien overtager ejendommen, hvis historiske vinkældre stammer helt tilbage fra 1500-tallet. Den egentlige specialicering inden for mousserende kvalitetsvine sker dog først mere end hundrede år senere, da Emanuela Barzanò Barboglio planter de første vinmarker udelukkende med henblik på fremstilling af vine efter samme klassiske flaskegæringsmetode, Metodo Classico, som i Champagne.
"The mother of Franciacorta"Emanuela Barzanò Barboglio blev en af pionererne bag det moderne Franciacorta og var med fra starten, da appellationen blev etableret i 1968. Hendes vision har været afgørende for husets udvikling, og i dag føres arven videre af femte generation, søskendeparret Lucia og Giulio Barzanò, som har løftet Il Mosnel til nye højder. Som en hyldest til deres mor bærer husets prestigecuvée ”EBB” hendes initialer på etiketten.
Il Mosnel er en ægte grower-producer. Alle husets Franciacorta-vine fremstilles udelukkende af druer fra egne 41 hektar økologisk dyrkede vinmarker, fordelt på 18 parceller omkring vineriet ved den sydlige bred af Iseosøen i Lombardiet. Vinmarkerne ligger på de karakteristiske morænejorde, hvor kalkrige stenaflejringer fra istiden giver perfekt dræning og en markant mineralsk signatur. De fleste parceller vender mod øst og sydøst, hvilket sikrer kølige morgener, en lang vækstsæson og optimale betingelser for champagnedruerne Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Blanc samt den ultrafriske lokale druespecialitet Erbamat.
Hos Il Mosnel starter jagten på verdensklassen allerede i vinmarken. Her står stokkene med en beplantningstæthed på op til 8.000 vinstokke pr. hektar, hvilket hjælper til at holde udbytterne lave og øge frugtens koncentration og kvalitet. Alle druer høstes udelukkende ved håndkraft i små kasser, så frugten når uskadt frem til vineriet. Den skånsomme pneumatiske blærepresse opdeler mosten i flere kvalitetsfraktioner, som vinificeres hver for sig, så kun de fineste komponenter finder vej til husets færdige cuvéer.
Et af Il Mosnels vigtigste kendetegn er den konsekvente brug af små franske egetræsfade. Alle basisvine gennemgår en del af gæringen og modningen på 225-liters fade, der tilfører vinene kompleks smagsdybde og struktur uden at domniere den elegante frugt.
Efter andengæringen følger flere års lagring sur lie, hvor de fine gærrester udvikler den karakteristisk fine mousse, de komplekse briochetoner og den imponerende smagsdybde, som har gjort Il Mosnel til en af prestigeområdets, og hele Italiens, absolutte referenceproducenter inden for mousserende vin.
Resultatet er en serie autentiske, terroirdrevne Franciacorta-vine med en elegance, præcision og personlighed, som placerer Il Mosnel i den absolutte italienske elite – på niveau med de bedste grower-champagner.

